Et sundt indeklima
Sundt indeklima til gavn for hele familien
Der frigives kun et minimum af giftige dampe og gasser i de hjem, vi bygger. Dem kommer vi til livs på flere måder.
I et Jakobsen hus er du sikret et allergivenligt hus fra starten. Vi sikrer dig nogle sunde rammer, som er optimale for dit indeklima. Og fordi hele konstruktionen kan ånde, vil der altid være udskiftning af luften i dit hjem.

Et alt for tæt hus er et usundt hus – fra 1940´erne til i dag
Et murstenshus fra 1940 er som udgangspunkt et sundt hus at bo i. Det er forholdsvist utæt på grund af dårlig eller ligefrem manglende isolering. Det sikrer dig en stor udskiftning af luften, så den altid er frisk. Samtidig bliver konstruktionen holdt tør og sund. Men da oliekrisen kom i 1970’erne steg prisen på olien voldsomt. Varmeudgiften fulgte med. Derfor begyndte mange husejere at isolere deres huse. Men de gamle huse var stadigvæk utætte, så luften blev stadig holdt frisk. Den friske luft, som trak ind, var kold. Derfor blev husene ved med at være dyre at varme op.
For at komme varmetabet til livs begyndte man at lave husene tættere. Det blev til dels gjort med en dampspærre. Dampspærren skulle holde damp ude af husets konstruktion. Og den skulle gøre huset tæt, så beboerne kunne styre ventilationen. I starten lavede man dampspærren af en tynd pak med alufolie på den ene side. Senere blev den udskiftet med en af plastik. Og her fik vi for alvor problemer.


Nu blev husene alt for tætte. Dampen fra madlavning, bad, udånding og meget mere blev fanget i væggene. Og alt for få af os huskede at lufte ud flere gange dagligt. Det gav perfekte vækstforhold for skimmelsvamp. For at løse dette problem introducerede man derfor det mekaniske ventilationssystem og varmegenvindingsanlægget. En lappeløsning – for i takt med at husene blev tættere, trak mange varmegenvindingsanlæg alt den fugtige luft ud af huset. Og så var problemet pludselig vendt på hovedet med en alt for lav luftfugtighed.
Den lave luftfugtighed blev et problem for mange. Fordi vi mest af alt består af vand, har vi også brug for noget fugt i vores indeklima. I stedet for at løse problemet fandt man derfor på endnu en lappeløsning: Varmegenvindingsanlæg med fugtstyring. Det sørger for at tilføre fugt til indblæsningsluften. Men ingen af lappeløsningerne har ændret på, at nye huse som oftest er dårligt ventilerede og alt for tætte.

Naturlig udluftning
Jakobsen huset er bygget på principper om naturlig ventilation. Vi bygger med Ventilationsvinduer i alle vores huse. De sikrer et konstant naturligt luftskifte uden mekanisk styring. Derfor vil Jakobsen huset føles naturligt udluftet og være sundt at leve i.
Der er flere fordele ved at undgå et mekanisk styret ventilationsanlæg. Du undgår vedligeholdelse og udskiftning af filter. Og for mange af vores kunder er det en vigtig detalje, at de slipper for den konstante summen fra ventilationsrør.
Et minimum af giftige dampe
I Jakobsen huse vægter vi højt, at vores materialer udleder et minimum af giftige dampe. Vi har stort fokus på at bruge materialer, som giver et bedre indeklima ved for eksempel at være lyddæmpende. Vi bygger i materialer, der både kan optage og afgive den normale fugt, som vi mennesker afgiver.
Vi bruger materialer, som i så vid udstrækning som muligt er fremstillet uden brug af skadelige kemikalier og/eller fremstillet af genbrugsmaterialer og som modvirker skadelige dampe
Vi benytter Ventilationsvinduer, der er betjeningsfrie og sikrer et naturligt luftskifte. Vi fravælger mekanisk balancerede ventilationsanlæg, som andre byggefirmaer typisk har som standard-inventar
Naturlig udluftning sikres gennem kombinationen af ventilationsvinduer og varmepumpe
Vi spartler med sandspartel og maler med naturmaling – helt uden tilsætningsstoffer eller konserveringsmidler. Lerpuds og lermaling er et muligt tilvalg
Vi bruger lyddæmpende materialer på lofterne, så dårlig akustik og støjgener ikke forstyrrer din hverdag