Viden og råd
Derfor valgte Dannie at bygge MINI HUS 102
“Da jeg kom ind i huset, virkede det betydeligt større end 102 kvadratmeter. Det her hus har charme og appellerer lige til mig. Jeg kan godt lide, at det er sundt og bæredygtigt og i den nye nordiske stil,” siger Dannie.
Dannie Dalsgaard har altid drømt om at bo i et træhus. De seneste år har han ledt efter den helt rigtige grund, kigget på forskellige træhuse og besøgt en masse udstillingshuse for at finde inspiration. Da Dannie besøgte vores udstillings-version af MINI HUS 102 på Degnebakken i Galten, fandt han det, han ledte efter.
“Jeg har haft mange gode snakke med byggerådgiver Jens Thor om tankerne bag Jakobsen Huses måde at bygge på. Vi har en skidegod kemi, så jeg var ret tidligt sikker på, at det skulle være Jakobsen Huse, jeg fik til at bygge mit nye hus,” siger Dannie.
Derfor har han nu skrevet kontrakt med os. Men hvis vi lige spoler tilbage til tiden før Dannie fandt vej til os, vidste han bare, at huset skulle være ligesom de træhuse, han har oplevet i blandt andet Sverige. Han havde ingen planer om selv at bygge noget, så undervejs i hans søgning dukkede vi hurtigt op, og han var især glad for tankerne bag vores bæredygtige konstruktioner.
Bæredygtigt hus med højt til loftet
Dannie har solgt sit rækkehus på omkring 100 kvadratmeter, og hans behov er ikke til mere plads. Han vil ud af beton-byggeriet og over i et moderne træhus med nogenlunde den samme plads. Ligesom mange af vores kunder før ham, ser han frem til at bo i det sunde indeklima, som et åndbart hus giver.
“Jeg har selv pollenallergi og vil gerne have det sunde og allergivenlige indeklima, som et træhus fra Jakobsen Huse giver. Ventilationsvinduerne sikrer en naturlig udluftning og gør huset sundt at leve i, hvilket tiltaler mig meget,” siger han.
Når tiden kommer til indflytning, vil Dannie have hjælp af en indretningsarkitekt, så han kommer så godt på plads som muligt. Men der er enkelte ting, som han vil insistere på at finde plads til. Det er blandt andet et gammelt skrivebord, som han glæder sig til at kunne fordybe sig ved på sit nye hjemmekontor.
